Knud Nissen fortæller

Fortalt til Anne Grethe 04.06.2013

Jeg begyndte den 12. juli 1967 som aspirant i Lauritsen på Rimja Dan. Senere tog jeg på Kogtved Søfartsskole og på Navigationsskolen i Svendborg, hvor jeg blev uddannet skibsfører. Jeg har også sejlet på storebæltsfærgerne Anne Marie og Elisabeth i syv år og arbejdet som EDB-assistent på TDC ude i Slet.

I maj -83 begyndte jeg så som kaptajn på ”Jakob”, der nu er museumsbåd. Den 1. marts 1993 blev jeg lods her på Aarhus Havn, og det har jeg været siden. Det er et arbejde, jeg er glad for. Vi har gode kolleger, og der sker altid noget nyt.

Engang kom der en båd fra Sydamerika med kaffe. Under indsejlingen spørger kaptajnen mig, om jeg kender en god fiskerestaurant. For han vil ned og have et godt måltid og drikke dansk øl. Jeg fortæller ham om en ordentlig restaurant, og da vi sejler ind i Østhavnen og lægger til kaj, spørger han så, om han kan køre med mig derop. Det kan han godt, og da han har taget et bad, kører han med mig op til fiskerestauranten. Han takker mig mange gange og stikker mig en liter whisky. Ja, sådan var det før i tiden, men det sker ikke så tit mere.

En anden gang, hvor jeg havde min ven Søren med på lodsbåden, kom der en russer – Akaltsike – som vi skulle hjælpe ind. Mandskabet var ukrainsk, og skipperen var en sjov type. Tandløs og i filtslippers. Han fyldte tre glas med vodka, og vi kiggede lidt på ham. Vi var fire: Søren, overstyrmanden, skipper og mig. Da han havde hældt vodkaen op, skvulpede han det lidt rundt i glasset, og smed det på dækket. ”Desinficeren” – sagde han. Jeg tænkte på, at de glas nok aldrig blev vasket. Så hældte han op igen og gav os hvert et glas. Vi spurgte ham, om han ikke selv skulle have, men han slog sig på hjertet og sagde – ”no, no, bad motor” – så han skulle ikke have noget. Et års tid senere kom han tilbage, og han havde stadig de samme slidte filttøfler på.

Der var også dengang, Volgo-Balt ankom med en skipper, der var så fuld, at han kun holdt sig oprejst ved at hænge i håndtagene til maskintelegrafen. Han reagerede nøjagtigt som en robot, så bare man fortalte ham, hvad han skulle gøre, så gik det.

Peter Byriel fortæller

Fortalt til Anne Grethe 03.06.2013

Jeg begyndte i 1987 i Søværnet. I 1989 tog jeg ud med Georg Stage. Det var deres jubilæumstogt, og vi sejlede fra København til Vestindien og USA. Det gamle Georg Stage ligger i Mystic Seaport i Norfolk som museumsskib, og det skulle vi over og se. Vi gjorde holdt på Azorerne – det var spændende. På St. Croix smuglede jeg en flaske rom ombord. Spiritus var ikke tilladt, og kvartersmesteren opdagede mig, og så blev jeg nægtet landlov. Det var sgu surt. Det skete faktisk en gang til på turen. Vi sov på banjerne og skulle være til køjs kl. 22, men vi havde jo mødt de her tøser, og de ville gerne have os med på coktailbar. Nå, så vi gik pænt i seng kl. 22, og senere sneg vi os så ud af køjerne og i land. Vi gik hen på baren, og der havde vi det rigtig sjovt og kom fulde hjem kl. 4 om morgenen. Desværre havde de allerede ved 2-tiden opdaget, at vi var væk, så det var jo noget lort, og landloven blev inddraget igen.

På den tur var der en fyr, der rømmede i New York. Han var kun 16 år, men det tog ikke lang tid, før immigrationsmyndighederne fik fat i ham, og så blev han jo sendt tilbage til Danmark. Han var på dækket, og jeg var i kabyssen, men nu fik jeg hans tjans på dækket, og det passede mig godt.

Senere kom jeg ud at sejle med Mærsk på en af Zhwitserbådene. Og bagefter tog jeg afsted med Alkatel til både Alaska, Filipinnerne og Sydamerika for at lægge kabler under vandet. Det var et godt job, for vi var i samme område i længere tid af gangen og kom meget i land. Jeg sejlede som bådsmand. På et tidspunkt var vi alle sammen taget ud til en strand i nærheden af Copacabana, sol og øl og en fin tur, men på vej hjem i bussen siger Morten Fisker pludselig: ”Men vi mangler da Karl”. Der var ikke nogen af os, der gad at tage med ud for at hente ham, så vi tog på bar, og guiden tog afsted i bussen for at hente ham, men da var Karl jo selv taget afsted. Senere blev jeg fyret, fordi jeg havde basket lidt til en hovmester, der var fræk. Det må man jo ikke.

Der var også engang, hvor jeg sejlede med en kemikalietanker nede ved Mexico, og hvor skipper var så fuld, at han ikke kunne sejle. Overstyrmanden var nødt til at sende ham nedenunder og tage over, men så begyndte skipper at vaske tøj, og han blev mere og mere fuld, så overstyrmanden fandt jo ud af, at han hentede sprut op med vasketøjet. Til sidst tog han nøglen til slopkisten, hvor sprutten blev opbevaret, fra ham og låste ham inde på kammeret. Og da vi anløb Houston, blev han sendt hjem, og vi så ham ikke mere. Så kom jeg til Esvagt i Esbjerg og sejlede med dem. De er blandt andet vagter ved boreplatformene og lærer at evakuere mandskabet derude i tilfælde af ulykker.

Ja, jeg har sejlet 18 år på langfart, men det forenes jo ikke rigtigt med kone og børn, så jeg blev havnebetjent på Aarhus Havn. I 2006 blev vi ”forfremmet” til havneassistenter. Det giver lidt mere i løn. Vi har vagt hver anden uge i rul med fire vagter. Vi dirigerer trafikken til vands, sejler lodsen ud til bådene og tjekker, at alt er, som det skal være i havneområdet. Engang imellem flyder der et lig ind i havnen. Der er jo både ulykker og selvmord, og flere af mine kolleger har været med til at bjærge sådan et. Det har jeg heldigvis ikke selv, men det giver jo et gib i en hver gang, man ser en plastiksæk eller lignende flyde rundt i vandet. En aften, hvor jeg var på vagt, hørte jeg et råb om hjælp, og jeg løb jo ned fra vagtstuen. Der lå en fuld mand og klamrede sig til et af dækkene langs kajen ved åens udmunding, og hans kammerat stod og råbte på hjælp. Han havde væddet på, at han kunne svømme under broen. Det var heldigt, at han ikke sad fast derinde. Jeg fik ham bjærget, men det kunne nemt være gået galt. Ja, der sker noget forskelligt hver dag her på havnen. Det er heldigvis noget andet end et 8-16 job.

Mogens Fabritius fortæller

Fortalt til Anne Grethe d. 03.06 2013 på Aarhus Havn

Jeg gik på Maskinmesterskolen, men fordi jeg er ordblind, kunne jeg ikke rigtigt klare det teoretiske, så jeg tog i stedet ud af sejle. Det var Arosias anden rejse, og den gik til østen. Bagefter tog jeg med Falstria som maskinassistent. Det var under den kolde krig, og i den engelske kanal sejlede en russisk missilkrydser ind i os og lavede et helvedes stort hul i siden på vores skib. Krydseren var atombevæbnet, og det flød med grej fra skibet og russiske breve. Der kom en hel flok mænd med bløde hatte og solbriller. Jeg tænker, de var fra FBI eller CIA, eller hvad helvede det nu hedder. Vi lagde til kaj i Frankrig og skulle egentligt have tømt skibet for olie og slam. Det plejede man at gøre ude i rumsø dengang, men nu lå vi så her. Jeg spurgte maskinmesteren, om vi skulle tømme, men det skulle vi ikke. Det kostede jo penge. Nå, men alt det slam og olie udviklede jo gasser, og pludselig kom der en meget stor prut, og så strømmede lortet ud i kanalen og forurenede. Det var jo ikke min skyld, men den blev tørret af på mig, og så blev jeg fyret.

Senere mødte jeg nogle folk, der ville hyre mig til en båd, og de sagde, jeg bare skulle gå om bord. Det gjorde jeg så, men skibet virkede fuldstændig tomt, og jeg vidste ikke, hvad fanden jeg skulle gøre. Jeg gik lidt rundt, og til sidst gik jeg ned til kaptajnens kahyt og bankede på, men der var ingen, der svarede. Så åbnede jeg døren og gik ind, og der sad kaptajnen ude på lokummet og sked med døren åben, og han blev stiktosset.

Nej, nu skal du lige høre, det er godt nok min far, der har oplevet det, og han har fortalt det. Min far arbejdede jo hos Derby Svejseri hernede på havnen. Det var dem, der senere også lavede knallerter og fjernsyn. De var sgu meget kendte. Så den 4. juli 1944 sprang en tysk lægter med 200 tons ammuniton i luften, og da min far hørte braget, gav han sig til at løbe. Han løb hele vejen op til Risvangen, hvor vi boede dengang. Ja, jeg var jo bare en lille knægt, men jeg kan huske bragene.

112 mennesker døde, og der var masser af sårede. Alle de sårede blev bragt op og lagt på græsplænen foran Kommunehospitalet. Der var så mange, og de skulle jo ligesom tilses og fordeles rundt på afdelingerne. På Kommunehospitalet arbejdede min morfar som maskinmester, og da han hørte, hvad der var sket, kom han løbende ud for at se på de tilskadekomne, fordi – han var jo bange for, at hans svigersøn var iblandt dem. Det var han så heldigvis ikke, for han var jo løbet hjem.

Ja, men ellers… Jeg har jo været i gang længe. En gang i 70’erne kom jeg op på Cabana. Du ved det der sted, hvor de også nogle gange spillede musik. Der sad jo så en hel flok fulde maskinmesterelever nede fra Maskinmesterskolen, og de begyndte rigtigt at føre sig frem. Der var ikke det, de ikke kunne. Så sagde jeg til dem, at de kunne vente, til de havde været ude og prøve noget, og så fortalte jeg dem lidt om, hvor jeg havde sejlet. Jeg ved ikke, om de ikke troede på mig eller hvad, men de ville i hvert tilfælde se min søfartsbog. ”Min søfartsbog” – sagde jeg – ”hvilken en af dem?” Så gloede de lidt. Der er jo ikke mange, der har fyldt en hel søfartsbog og fået en ny.

Mulehistorier

Fortalt til Anne Grethe
Formanden for motorsejlklubben ved siden af Marselisborg Lystbådehavn fortæller

Mule var med hernede i over 30 år. Han kom hver dag i sejlperioden tidligt om morgenen og tog ud og fiskede fra sin båd. Fiskene solgte han, eller han spiste dem selv. Engang imellem gav han dem bare væk.

Nede ved Mules plads havde han en lille krog med bænke, og i grejkassen havde han altid en kasse øl stående, som han solgte af. Da han også var et meget gemytligt menneske, sad der tit en flok og drak øl sammen med Mule. Mule selv drak også øl, og det var måske det, der tog livet af ham til sidst. Han blev 78 år.

Engang mødte jeg Mule, der gik rundt på området og samlede flasker. Han fortalte glædesstrålende, at nu havde han samlet en hel kassefuld. Glæden blev dog kort, for han fandt ud af, at grejkassen var brækket op, så det var hans egen flasker, han havde gået og samlet. Nu tomme.

En anden gang var Mule ved at drukne. Han var taget ud for at røgte garn i en båd, han havde lånt, og der sad heldigvis nogle andre nede på pladsen og fik en enkelt. Pludselig kunne de ikke se ham mere, og Rustfri måtte ud og bjærge ham ind. Mule var faktisk død, men da ambulancen kom, fik de ham genoplivet. Han lå længe på sygehuset efter hændelsen, og man vidste ikke, om han klarede den. Rustfri og hans kone besøgte ham hver dag derude.

Da Mule så døde for alvor – det var i januar for to år siden, og han havde været nede til vores julefrokost – så gik han hjem efter et kvarter, og det lignede ham jo ikke. Og samme aften blev han fundet død hjemme hos sig selv. Vi var selvfølgelig med til bisættelsen, og der var gravøl her i klubhuset bagefter. Urnen med Mules aske blev strøet ud i Aarhus Bugt fra en båd. Det var her, han helst ville være.

Fra Kontorlære over kartoffelbåd til søfartsbog

Fortalt til Mette d 04.06.2013 ved Mindet, Aarhus Havn

Torben er opvokset i Aarhus, og kom efter endt skolegang i kontorlære, imens en del af hans kammerater kom ud at sejle. Når de vendte hjem fra ture til USA, havde de alle fået smart tøj, det ville Torben også gerne have, så han sprang fra pladsen og søgte hyre på et skib. For at få hyre skulle man have en søfartsbog – og for at få sådan en, skulle man have en hyre. I åmundingen lå en kartoffelbåd fra Samsø, og Torben lokkede dem til at skrive, at han var lovet hyre på båden – og således fik han en søfartsbog. Han mønstrede et norsk skib, et såkaldt Liberty-skib, det var en ny type skib, som man byggede under krigen – og disse havde et dårligt ry, fordi de var svejset sammen, hvorimod skibene førhen var nittet sammen. I hårdt vejr brækkede liberty-skibene da også ofte over på midten! Senerehen så Torben mange af Liberty-skibene ligge i Hudsonfloden, hvor de ventede på at blev ophugget der umiddelbart efter krigen.

New York
Men skibet holdt dog i de tre år, Torben sejlede med det. På et tidspunkt rømmede Torben skibet sammen med en kammerat. De var trætte af sømandslivet og gik i land i New York. Her mødte de et par søde piger, som tog dem rundt og ud i byen. Bl.a. i biografen, der ofte startede med stage show med kendte optrædende som Bing Crosby. Pigerne kendte alt til bylivet og vidste lige, hvordan man kringlede den: til stage showet sad de alle fire på første række – og så straks filmen begyndte, sneg de sig op på balkonen, hvor man sad bedre, når man skulle se selve filmen. Sådan gik det også til, at Torben faktisk tog sit første kørekort på Broadway.

South Dakota
”Min mor skrev fra Danmark, at jeg burde tage på weekend i South Dakota, hvor hendes fætter boede. Problemet var blot, at det tog en hel weekend blot at rejse derhen! Da jeg nåede frem efter tre dage, var jeg støvet og beskidt og sprang i en offentlig swimmingpool ikke langt fra familiens hus. Her mødte jeg en gruppe unge på min egen alder, og især en af pigerne var meget sød, og vi blev ved med at ses. Da jeg kom frem til min mors fætters hus, vidste de ikke, jeg kom – posten var på den tid flere dage undervejs, end jeg havde været. Min familie ville gerne hjælpe mig med at finde et job, men man kunne ikke få arbejdstilladelse uden statsborgerskab. Min nye venindes mor mente, at løsningen var, at jeg giftede mig med pigen – men så fik jeg hurtigt benene på nakken. Bortset fra, at jeg ikke ville giftes, ville et statsborgerskab også betyde, at jeg ville kunne blive indkaldt i til Koreakrigen”.

Californien
”Så jeg tog videre på tommelfingeren og kom op at køre med en ortodoks jøde, der overtalte mig til at betale halvdelen af benzinen til Californien. Om aftenen holdt han ind til siden, bad mig vente i bilen, imens han tog en lille kalot på og gik om bag bilen for at bede. Der stod han og klagede sig, bad og slog sig for brystet. Jeg troede, manden var blevet tosset – havde aldrig set den slags religiøs udfoldelse før!”

Tømrer og familie – og matros igen
Da Torben kom hjem, blev han tømrer og fik familie – og flyttede senere til Hou. Her begyndte han som en af de første i Danmark at sejle windsurfer. Han gik på Kunstakademiet, og faktisk sluttede Torben sin arbejdskarriere som sømand igen – han fik hyre på Hou-Samsø færgen. Den ledige stilling var som letmatros – men Torben fik det fikset således, at han blev ”tømmermand”: tidligere var der på (træ)skibene en matros, der også var tømreruddannet, og det betød, at han faktisk havde ret til at mønstre som fuldbefaren matros. Jobbet passede Torben godt; han kunne sejle om sommeren (hvor der gik flere færger) – og gå på Kunstakademiet om vinteren. På færgen arbejdede man en uge ad gangen – færgen lå ovre på Samsø. Torben var ikke meget for at banke rust og male skib, så han tog sig i stedet af pantryet – lavede mad til mandskabet. Hvert måltid måtte ikke koste mange kroner, så Torben købte ind ved boderne, der ligger ved vejene på Samsø – og fangede fisk i havet.

Caribien
Torben har besøgt de Caribiske øer en del gange, og på et tidspunkt købte han et stykke land på øen Carriacou, og her byggede han et lille pensionat og levede det meste af året igennem 10 år. Han havde sin windsurfer med, hvorpå han havde bygget og monteret en lille vandtæt kasse, hvori han kunne have sine penge, skiftetøj m.m. Så selv uden Boris, blev drømmen på sin vis realiseret.

Fiskedrengene i Aarhus havn
Torben fortæller også om, hvordan de som børn fangede fisk i havnen. Allerførste gang, Torben og hans storebror Preben prøvede, lykkedes det dem faktisk at fange en torsk med indholdet af en musling. Hvert år i maj måned fangede de fede makreller ved den yderste mole, og det var specielt sjovt netop at fange makreller, fordi de kæmper ihærdigt imod – ligesom ørreder. Ved åmundingen tattede de ål, dvs. de fangede ål med bundter af regnorm, som de havde gravet op i haven.

Lidt om havnens kraner

Fortæller: Op til flere pålidelige kilder, deriblandt Karsten Holm (også kaldet Hippie Karsten eller Collagen), Havnedirektør Bjarne Mathiesen, Palle Hovedløs og Karen Kækkekone (gift med Kaj fra Dokken)
Fortalt til Mette

I tidligere tider havde skibene deres egne kraner, dvs. man brugte deres mast og bom til at flytte lasten med. Ved hjælp af et spil blev lasten hævet og sænket, og bommen skudt ud over kajen og tilbage igen. Da den første kran blev opsat på havnen i Aarhus, vakte det ikke begejstring hos havnearbejderne, tværtimod følte de sig truet på deres levebrød – hvorfor de i vrede og frustration vippede den i havnen.

Mange havnearbejdere husker endnu den gamle sværgodskran, som var bygget ude på Frichs. Den havde som ballast nogle tunge blylodder – og det kunne ske, at man fik sådan et i tasken, gik forbi skrotpladsen, solgte det der, og fik penge til indkøb af øl. Det gik meget godt indtil på et tidspunkt, hvor der efterhånden var forsvundet så meget ballast, at også denne kran var tæt på at tilte i havnen! Denne kran blev senere afløst af en ny kran, der befandt sig på flydepram: Kontiki.

Med tiden var havnearbejderne jo blevet aldeles fortrolige med denne indretning, og det blev et ærefuldt hverv at betjene kranen. På SMS har jeg modtaget information om en kranfører, der blev kaldt Skotten, antageligt fordi han altid gik i nederdel. Man kan nu undre sig over, om han mon kom fra Skotland. Bar han kilt – eller var han i virkeligheden transvestit? Men det enkle svar er, at han ganske simpelt følte, at en nederdel var mere behagelig at arbejde i. Der er højt til loftet på havnen.

Palle Hovedløs fortæller

Palle Hovedløs fortæller
Fortalt til Mette

Palle starter med at fortælle, at langt de fleste fra hans egen generation har en eller anden form for relation til havnen, fordi de enten har arbejdet der – eller som børn måske har fisket, leget, sejlet eller på anden måde har brugt havnen som et frirum/fristed. Palles øgenavn opstod i starten af hans tid som havnearbejder: ”Jeg følte mig ikke særlig tryg ved de store gutter, jeg skulle arbejde sammen med i lasten. Derfor fik jeg mig anbragt ude i et hjørne (for ikke at stå i vejen), men fra den position kunne kranen ikke hente godset. Så kom ”skolelæreren” og sagde, at det var noget hovedløst noget, og så var jeg døbt!”

Oliemøllen
Palles liv på havnen startede i 60’erne, hvor han søgte sit første job på oliemøllen – iført sin soldateruniform for at gøre et godt indtryk. Her var der en formand, der blev kaldt Tosse Tage, og han var ultra gammeldags. Hver morgen skulle arbejderne stille op – i en halvcirkel rundt om formanden – og hilse på denne, ved at lette på hatten/hjelmen. Hvis man undlod, var det slut med at arbejde der.

Havnearbejder
Allerede året efter søgte Palle over til havnearbejderne. Her mødte man op på Stillingspladsen hver dag kl. 7.00, 10.00 og 13.30, hvorefter arbejdet blev fordelt. Kammeratskabet og den faglige kamp på havnen, fik en afgørende betydning for Palles liv og personlige udvikling.

Halvfjerdserne var præget af en politisk stærk og dynamisk arbejderbevægelse og et politisk liv med konflikter, strejker – men også solidaritet. Havnearbejderne arbejdede sammen med andre grupper af politiske engagerede. Fx på universitetet og på tværs af landegrænserne. Der blev afholdt blokader og arrangeret demonstrationer samt store støttearrangementer og koncerter i bl.a. i Stakladen. Man trykte sin egen avis – og som noget meget usædvanligt blev der for første gang i det regi også diskuteret familie- og kvindepolitik.

Sikkerhed på arbejdspladsen var ikke et tema eller en selvfølge dengang, og Palle fortæller, hvordan der førhen gjaldt en regel om, at man skulle have så og så mange arbejdstimer, før man var eksempelvis var berettiget til sikkerhedssko. Dvs., man skulle have 500 løntimer for højre fod, og derefter 500 timer mere for venstre fod… Men via det faglige arbejde blev der nu udarbejdet rapporter og skabt opmærksomhed omkring de store sikkerhedsproblemer på arbejdspladserne på havnen.

Dokumentation
Palle har foræret os forskelligt materiale fra sine gemmer: En CD med sange fra Havnearbejdernes Orkester med tekster af Palle, en rapport om ”Arbejdsmiljø og sundhed på Aarhus Havn” og et lille hæfte med lokale bestemmelser aftalt mellem Havnearbejdernes Fagforening og arbejdsgiverne på havnen. Denne overenskomst (1977) er interessant – nærmest eksotisk læsning for en udenforstående: Her kan man bl.a. læse om præstationstillæg for de forskellige lastetyper. Det laveste tillæg gives for jernplader i pakker og togskinner (20 øre pr. ton), hvorimod det højeste tillæg naturligvis gives for de letteste emner (189 øre pr. ton) – og her står listet: Tørveurtepotter, æggebakker, legetøj, wienerbrød, tændstikker, kork, Rockwool – og mærkeligt nok tun? Palle mener det er en snedig tillidsmand, der har fået sneget tunen ind her, for tunen var kompakt, tung og frossen – og der kunne hurtigt lastes mange ton.

Havnen nu
Der er ikke mange havnearbejdere tilbage på havnen mere, men nogle af dem mødes stadig hver fredag, i ”den lave varmestue”, hvor de ”spiller på døde duer”. Det er havnearbejdernes idrætsklub, der stadig sørger for sociale arrangementer – og står for en velfærdskasse, der bl.a. støtter forskellige sociale formål.

”Kig op”
Kommandoen ”kig op” skulle ikke tages bogstaveligt. Når man gik nede i lasten, og udkigsmanden øverst oppe råbte ”kig op”, fordi noget var blevet tabt af kranen eller på anden måde var på vej ned i høj fart. Hér var der ikke tid til at kigge op – man skulle derimod i en vis fart væk og i sikkerhed under halvtaget for ikke at risikere at blive ramt.

Hallo Willy
Heldigvis har der ikke været mange dødsulykker på havnen i Palles tid. Men en der kom rigtigt galt af sted var Hallo Willy. En dag, hvor han havde sat sig på molen for at spise sin madpakke, fik han øje på noget, der lå nede i bunden på skibet Kristian Stærke: En fustage, der var gået hul på, og som viste sig at indeholde kirsebærvinen Prince of Denmark – dét tog livet af ham, han kom aldrig op igen…

Øgenavne
Palle fortalte om nogle af de øgenavne, som fandtes på havnen. De var både sjove og underlige – og selvom nogle af dem også var temmelig ondskabsfulde, så var det en ære at bære et øgenavn; det gav status og indgød respekt.

”Gedeknepperen” og ”Røvbankeren” fik vi ingen forklaring på, men ”Paletdanseren” fik sit navn, fordi han agerede lidt feminint og indimellem tog nogle umotiverede dansetrin. ”Perletand” havde ikke en pløk i munden, men en dag dukkede han op med et helt nyt gebis – og fik derved sit øgenavn.

”Cowboyderen” var hjulbenet og gik altid i gummistøvler, ”Snotbremsen” havde et stort overskæg etc. Karsten Holm fortæller, at han blev kaldt ”Hippie Karsten” – vel fordi han havde langt hår og havde studeret på universitetet. Han havde også gået på kunstakademiet og bl.a. lavet et plakatforslag til en konkurrence, som LO havde udskrevet, hvor han vandt en 3. præmie på 7.000 kr. – en utrolig høj sum på det tidspunkt.

En dag på havnen ville kammeraterne lave en aftale om et skib dagen efter, men Karsten sagde, at han ikke kunne komme, fordi han skulle over til København for at modtage den flotte præmie og trykke formanden for LO i hånden. De måbende havnearbejdere ville vide hvorfor, og Karsten fortalte om plakaten. Ingen forstod sammenhængen, og Karsten forklarede, at han malede billeder og lavede collager og sådan. ”COLLAGER?!” udbrød de alle forargede i munden på hinanden – og herpå fik Karsten øgenavnet ”Collagen”.