Ebeltoft Havn

Fortællinger – lyd

#1 Kitte og Tommy

Kitte er både datter, søster, kone og mor til sømænd og fiskere. Fortæller om hvordan hun som barn ikke måtte bade i havnen – men derimod gerne i dammen ombord på kutteren, hvor rødspætterne kradsede på benene. Tommy er gift med Kitte, og er oprindeligt fra Aarhus – men har fisket fra Ebeltoft i mange år. Fortæller om de mange forskellige former for fiskeri der har været i hans tid.

#2 White Bananas

Om at sejle med våben og dynamit som sømand. Om at ”bunke skiwer” og at fiske White Bananas i det Indiske Ocean. Om at få besøg af konen ude i det fremmede – og hente hende i en jolle uden bundprop – og bryllupsrejsen til Egå.

#3 Om at skyde måger med en AK47

Som afslutning får vi flere måge-historier: bl.a. om at skyde måger med en AK47 – og om en redningsøvelse i hajfyldt farvand.

#4 Mand med hund

Vi får besøg af en mand og hans hund, de bor i en fremlejet ferielejlighed på havnen, og går mange ture på havnen hver dag. De har en gensidig aftale: Manden sørger for mad til hunden, som til gengæld sørger for at han får motion…

#5 Skonnerten Linea af Mariager

Uffe Kragh Nielsen, medlem af foreningen omkring Ålekvassen Rigmor, fortæller her om skonnerten Linea af Mariager og en tur som stor dreng – fra Nakskov til Ålborg i kuling med vinden ind agten for tværs… og om hvordan duften og lyden af en anden diesel-motor vækker minder – og her mange år efter trækker Uffe med ind i projektet med Ålekvassen. Uffes hustru Marie-Louise fortæller om ålefangst og ålegårde i tidligere tider.

Mere på www.aalekvassenrigmor.dk

#6 Om havhaver mm.

Thorkild Hansen arbejder i flere foreninger, der har til formål at bevare et autentisk miljø på havnen i Ebeltoft – og fortæller her om forskellige nye tiltag som fx Havhaverne, der skal fungere som en slags kolonihaver til søs. ”Havhaven Ebeltoft Vig” indrettes på ca. 10 meters vanddybde og består af en række vandrette og lodrette bæreliner, hvorpå skaldyr og tang kan gro. Med tiden vil det være muligt at opbygge et kunstigt rev med mulighed for fangst af hummer, taskekrabber og måske torsk. Ideen er at bl.a. Ålekvasen Rigmor kan anvendes i forbindelse med høsten. På denne måde vil havets ressourcer på en ny måde kunne bringe gamle fiskerfartøjer i spil og give et autentisk liv i Fiskerihavnen.

#7 Styrmand Lars Kragegaard fortæller:

Om dronningens kage, der forsvandt på Molslinien.

#8 Mere på hjerte

Lars har mange års erfaring som styrmand, og fortæller her om sin karriere, der startede i marinen med bl.a. kl. 4 hver morgen at tørre rælingen på Dannebrog af med en vaskeklud – og om en fiffig måde at slippe for rengøringen ombord ved at flette måtter til at lægge foran dronningens lukaf. Om den videre uddannelse ved Rederiet Lauritzen, om at sejle som ung styrmand på krydstogtskib i Middel-havet klædt i hvidt fra top til tå. Om Molslinien, vindmøllebåde, samsø-færgen mm.

Kontakt
detrullendehavnearkiv@gmail.com

Med støtte fra