Hvide Sande Havn

Fortællinger – lyd og skrift

#1

Jørgen Pedersen fortæller om sit liv som fisker, om at arbejde som havnebetjent på Slusen og havnen i Hvide Sande, om fragtsejllads og om at sejle med ”Sorte Lui”.

#2

JP fortæller om anlæggelsen af lystbådehavnen i Hvide Sande, som han har været med til. Og om at sælge sin sejlbåd og gå over til motorsejllads.

#3 ”Ove-Gamle-Åge”

Gamle Åges søn Ove ”Ove-Gamle-Åge” fortæller en række morsomme historier fra Tyskerhavnen, bl.a. om engang da fiskerikontrollen var på inspektion og var bekymrede for vandkvaliteten i bådens dam …. Og om hvorledes forskellige øgenavne på havnen er opstået. Hør også Gamle Aages legendariske svar til københavneren der spørger til, om der færdes mange originaler på havnen her…

#4 Kammeratskab

I Hvide Sande er der flere havne, vi bor på Tyskerhavnen, der vender mod øst altså ud mod Ringkøbing Fjord. Ove har fisket i 30 år på havet og siden da arbejdet som havnebetjent. Han fisker nu i sin fritid på fjorden sammen med bl.a. Jørn Lodberg, de to har kendt hinanden fra barnsben af. Ove fortæller om kammeratskabet og fiskeriet, som giver både motion, sammenhold og nærkontakt med naturen. Vi hører om sildene og hornfiskene, og glæden ved at følge udviklingen med rognen – der ofte gydes på selve bundgarnene og senere udklækkes som milliarder af synålestore små fisk i fjorden.

#5 Bundgarnsfiskeri

Det at være fisker er en helt speciel livsform, der åbenbart kan gå i blodet – Ove fortæller om sin søn, der trods en uddannelse som tømrer, er gået tilbage til fiskeriet – og således er fjerde generation i familien der fisker. Vi hører om bundgarnsfiskeriet, der faktisk kan anses for ”grønt” fiskeri, fordi det er skånsomt mod fiskene – og miljøet, idet der kan fiskes mange kilo fisk på meget lidt diesel.

#6 Medister og måger

En sandfærdig historie fra Hvide Sande om havmåger og medister. Frands kommer forbi i sin pickup, og har efter lidt overtalelse faktisk en hel del at fortælle. Han er født i Ringkøbing men opvokset i Hvide Sande, hvor hans far fiskede fra. Vi hører om fiskeriet dengang, da der var gode penge i det – og om at gå på skipperskole i sømandshjemmets kælder.

#7 En passion

Frands fortæller om sin første fangst og om da at føle sig som en millionær – idet han købte hele beholdningen af små rugbrød i skolens frugtbod. Om at fiske som dreng med sin farfar, og om sit første job som fejedreng i vodbinderiet 12 år gammel. Om de mange bådhuse i Hvide Sande, om ungdommelige narrestreger og truck-kørekort – og han kommer med et svar på, hvad der kan være gået galt med fiskeriet siden de gode tider i 70’erne og 80’erne.

#8 En ganske utrolig mågehistorie

Jørn Lodberg har fisket siden han var dreng, og hans sønner har også altid gerne villet med ”å’ æ’ hav”. Han fortæller om hvordan han, da drengene var små – hvis det var blæsevejr – listede: ”æ’ kældervej ud” for at undgå at ungerne fulgte efter ham, når han skulle på fjorden. Vi samler jo gerne på mågehistorier, og Jørn fortæller en ganske utrolig historie om en måge, som har fulgt familien i 12 år – både hjemme og på havet.

#9 Frands om tatoveringer

80% af alle fiskere har tatoveringer, fortæller Frands, og her hører vi nogle sjove historier om, hvordan han fik sine – herunder den der kaldes Sailors Grave. En taxatur til tatovøren i Aarhus lillejuleaften, resulterede i en sen hjemkomst dagen efter hvor alle butikker havde lukket – og hvor finder man så julegaven til sine forældre? Om endnu et tattoo- eventyr der startede i Jomfru Ane Gade og fortsatte hos Tattoo-Birger i Ålborg – og spændingen ved at vågne op næste morgen på skibet med et bind om armen – hvad gemmer der sig mon her denne gang?

#10 Tørfisk og trusser på tørresnoren

Historien om tørfisken, en delikatesse i Hvide Sande. Om at være hovmester. Før man fik køleskab, opbevarede man madvarerne i isen ombord på skibet – og det kunne let ske, at man mistede en oksesteg, man havde glemt hvor var lagt… Og så lidt om søsyge.

#11

Frands om overisninger og om at fange torsk ved Pappa Banke, hvor de store dønninger gav problemer, når der skulle steges spejlæg…

#12 Kræn Mose og redningsvæsenet

Kræn Mose har været fisker og sidenhen 25 år i redningsvæsnet. Fortæller om fiskekutterne, der sejlede med nødhjælp til Norge under krigen – og om at stjæle maskingeværer fra tyskerne.

#13 Om at bjerge skibe. ”Om dengang det var jernmænd og træskibe – nu er det nok omvendt”

Kræn Mose fortæller om arbejdet på redningsbådene før og nu. Og en barsk historie om hvad man kunne finde i et skib, der var bjerget efter at være gået til bunds. Vi hører også om engang, da Kræn Mose var ude med den lille slæbebåd for at hente Frands’ skib – det blev en længere tur, fordi slæbebåden var 4 gange mindre end skibet, den trak.

#14

”3. skud så fik vi den” fortæller Kræn Mose, om engang da en chokeret tysk dame så til, imedens redningsfolkene skød efter, hvad hun troede, var en druknende mand. Vi får et par herlige historier om nogle mærkværdige og morsomme udrykninger i redningsvæsenet.

#15 Kræn Mose fortæller om sin familie,rejefiskeri – og et betroet job som kaninpasser

#16

Niels Kastberg fra Fiskeriets Hus i Hvide Sande fortæller om sine tidligere job som fisker og ”torskeudklækker”, og om opbygningen af Fiskeriets Hus. Fiskeriets Hus har opbakning fra hele Hvide Sande. Bl.a. drives caféen af 25-30 frivillige kvinder fra byen. Niels kommer også ind på den periode, hvor han drev fjordfiskeri på Færøerne, og han fortæller om Marineforeningen i Hvide Sande, der også har til huse i Fiskeriets Hus.

#17

Niels Kastbjerg Hvide Sande fortæller videre om sin datter, der sejler som kvartermester på ”Danmark” og hendes kæreste, der sejler på ”Georg Stage”. Om hvordan han selv ønskede at komme på søfartsskole – men blev forhindret i det af sin far – og tog den lange vej som fisker og derefter kom på navigationsskole. NK fortæller også om dengang, han sejlede på Grønland og endelig fortæller han den fascinerende historie om havskibet med de fire liv, der begyndte som havskib, så blev fjordskib, så blev taget på et hus og endelig kom på museum.

#18

NK fortæller om opfindelsen af garnfiskeriet, der opstod, da fiskerne fra Vestjylland tog til Middelfart for at købe marsvinindmad til agn og så, hvordan de fangede marsvinene i stormaskede net, om smeden i Hvide Sande der opfandt en rulle, så man kunne få garnet op uden så meget håndkraft, om torskefiskeriet i Den Engelske Kanal og om indvielsen af Hvide Sande Havn i 1931, da slusen var bygget.

#19 En tidligere fisker

En tidligere fisker fortæller om at være kommet på Tyskerhavnen fra barnsben. Om kammeraterne, som han fiskede med som barn, og som han stadig fisker med nu, hvor de er pensionister. Deres fædre var fiskere, og de blev selv fiskere. De fisker skrubber, og det har de gjort det meste af livet. I 19 år har han haft eget skib, og nu har de tidligere fiskere små joller og fisker fra dem. Som han siger, der hvor vi begyndte, slutter vi også.

#20 Om store fangster

Om sømandshjemmet i Hvide Sande der er et af de sidste, der er tilbage i Danmark. Fiskekvoterne, der købes op – og skibene der går til ophugning i Grenaa. Om en flynder på 117 kg og en rævehalehaj på 157 kg. På den store havn i Hvide Sande foregår alting meget effektivt nu om dage, så hvis du skal finde nogen, der har tid til en snak, er det ”Tyskerhavnen” du skal gå hen på.

#21 Om priserne i fiskebutikkerne mm.

Fortællinger på skrift

Værftsejeren fra Hvide Sande

Fortalt til Anne Grethe

Karl Erik Christensen har haft Hvide Sande Skibsværft gennem en menneskealder. Jeg er kommet i kontakt med Karl Erik, fordi jeg gik ind på skibsværftet og spurgte, om der var nogen, der havde tid til at fortælle mig om værftet. Værkføreren mente, det var bedst, jeg snakkede med den, der vidste mest, så han tog mig med op på 1. sal, hvor kontoret ligger og gav mig et telefonnummer til Karl Erik, der er fyldt 84 år, og har arbejdet på det værft, som hans far startede, hele sit arbejdsliv. Da jeg ringer for at lave en aftale, inviterer K.E. mig hjem, for han har haft en blodprop og er ikke så mobil.

K.E. bor ved Slusen i et af de smukke, sorte træhuse, som værftet har bygget. Fra det store vindue i stuen, har man udsigt over ”vandskabet” og det er lidt som at sidde på et skib. En venlig hjemmehjælper serverer kaffe og småkager, før hun går.

K.E. vil nødig have båndoptageren tændt, han taler lavt og er også bange for at komme til at sige noget vrøvl. Det gør han nu ikke. Tværtimod fortæller han levende og interessant om sine 50 år med skibsværftet. Han fortæller udførligt om værftets op- og nedgangstider, der hænger uløseligt sammen med fiskeriets:

”Jeg startede som selvstændig i 1951, og på det tidspunkt var der så godt som ikke noget kontorarbejde. Jeg arbejdede hver dag ude på beddingen, der var 48 timers uge – og masser af overarbejde. Overarbejdet bestod tit af ophalinger om natten, når en fisker ringede og sagde. ”Vi er lige kommet ind, men vi har fået æ’ trawl ved æ’ skrue, du kan vel ikke lige ta’ vos op, vi skulle jo gerne o’ æ’ hav igen i morgen tidlig”, og det var jo ikke let at sige nej til. Jeg var ikke glad for at forstyrre folkene i deres nattesøvn, når de skulle op på arbejde kl. 7, så det var som regel mig selv der måtte afsted. De første par år, jeg drev forretning, havde jeg ingen telefon, jeg synes ikke, det ville være så godt, hvis man skulle afbryde arbejdet, hver gang telefonen ringede. Hvis en fisker skulle have noget lavet, så måtte han henvende sig på værftet”, fortæller K.E.

”Værftet voksede i takt med at fiskerflåden voksede, og der blev flere og flere instanser, der blandede sig i driften. Der kom arbejdstilsyn, monopoltilsyn, skibstilsyn, told- og skattevæsen, bedriftssundhedstjeneste og senere miljøtilsynet. Der skulle afregnes oms og senere moms, og efterhånden blev jeg nødt til at ansætte en sekretær.”

”Jeg husker, da der var pris- og avancestop. Da var jeg nær kommet galt afsted, fordi jeg havde sat timebetalingen op med 10 øre mere, end jeg måtte. Da monopoltilsynet fandt ud af det, blev jeg truet med bål og brand. Jeg undgik dog at komme i spjældet, men jeg blev dømt til at betale det for meget inkasserede beløb tilbage til mine ca. 200 kunder. Det fik jeg nu aldrig gjort, for det var en temmelig umulig opgave.”

I opgangstiden var der over 100 ansatte på værftet, men så vendte det sidst i 70’erne. Det blev nedgangstider både for fiskeriet og for værftet. Nu om dage bygges der flest stål- og aluminiumsskibe, og værftet har lige modtaget en ordre på 73 kraner til havmøller. I K.E.’s tid er der bygget 63 fiskekuttere på værftet. Alle Hvide Sande-kutterne – men der har også været kunder fra Skagen og Grenaa. Der er igen omkring 100 ansatte på værftet, og K.E.’s søn har overtaget hans bestyrelsespost.

Kaffen er drukket og småkagerne spist. Karl Erik har fundet papirer og bøger frem, imens vi har snakket, og han er så venlig at låne mig nogle af bøgerne. Det har været en interessant eftermiddag, jeg tager afsked med Karl Erik og lover at sende ham bøgerne, når jeg har læst dem.

Kontakt
detrullendehavnearkiv@gmail.com

Med støtte fra