Jeg møder Sofie, Pernille, Mia og Lykke udenfor campingvognen, og de spørger nysgerrigt ind til, hvad vi laver, og hvor vi har været henne. Pigerne er mellem 8 og 12 år. Den enes far er fisker på en trawler, så er der et par, hvis far eller papfar har været fiskere, men som nu er holdt op og arbejder på Vestas eller med losning af skibene. Jeg spørger dem, hvordan det er at have en far, der er fisker. Og jeg kan forstå, at det både er godt og skidt. Godt fordi han tjente mange penge til familien og havde gaver med hjem, når han havde været længe væk. Nu får de ikke nyt tøj og slik, fordi han har været på arbejde. Den ene fortæller, at hendes lillesøster Nadja troede, hendes far fiskede guldkarameller, for sådan nogle havde han altid med hjem, når han havde været ude. ”Kan du ikke fange nogle guldkarameller til mig”, sagde hun. Og så måtte han forklare, at det var fisk han fangede. Og skidt, fordi de savnede ham, når han nogle gange var væk i over en måned. Og selvom han ringede hjem om aftenen, var det ikke som at have ham hjemme. De kunne også blive bange, hvis det stormede, for så tænkte de på, hvordan det gik derude på havet.

Jeg spørger pigerne, om de selv har lyst til at tage ud og fiske, når de bliver ældre, og der lyder et samstemmende og rungende ”NEJ!” De er glade for at bo i Thyborøn og fortæller mig, at det er særlig godt, når der er Fiskedag i august. Så er der aktiviteter i hallen, og der er mad og øl, og nogle af de voksne drikker sig fulde. Og der er kuglebassin og forhindringsspil, og man kan komme med fiskeriefterskolen ud og sejle, hvis man har lyst. Adspurgt om de vil blive boende i Thyborøn, når de bliver voksne, er meningerne delte. Den ene siger klart ja, en anden meget fornuftigt at det kan hun ikke svare på, og den tredje er næsten sikker på, at hun flytter til en større by.

Hun kommer forbi med sin kæreste. De er ude at gå aftentur langs kajerne på Thyborøn Havn, og jeg er (lidt forsinket) ved at skrælle kartofler. Parret spørger nysgerrigt ind til vores projekt og til, hvad vi har set i Thyborøn og omegn. Som sædvanligt må jeg svare, at vi ikke rigtig når at se hverken seværdigheder eller land- skaber, fordi vi kun har to dage hvert sted, og i de to dage har vi altid besøg af folk, der vil høre, hvad vi laver eller give deres bidrag til havnefortællingerne. Hun spørger, om jeg heller ikke har været i kirken. Det må jeg sige nej til, men det er ikke første gang, jeg har fået det spørgsmål. Folk i Thyborøn er méget stolte af deres nye kirke. Og det er lige meget, om vi snakker med missionsfolkene (der har deres eget skib hængt op i kirken, så i Thyborøn kirke er der to kirkeskibe), med de almindeligt folkekirkekristne eller med folk, der slet ikke bekender sig til kristendommen. Spørgsmålet er det samme: Har du set vores nye kirke?

Pigen fortæller mig, at hendes far bliver kaldt Gangster, selv bliver hun kaldt Lille Gangster. Det er Gangster, der har stået for byggeriet af kirken. Og imens det stod på, gik folk i byen rundt og sagde, at aldrig var Gangster kommet så meget i kirken. Til gengæld har han ikke været der siden indvielsen, fortæller hun. Han syntes, han har været nok i kirke for lange tider.

I morgen har vi en fridag, og jeg er alene i camping- vognen. Inden Lille Gangster og hendes kæreste går, lover jeg dem, at jeg vil gå ud og se den nye kirke i morgen. Det er gået op for mig, at den SKAL man se, når man er i Thyborøn.

På vej ud for at besøge den meget omtalte nye kirke, går jeg forbi Ravmuseet. Anton Lynge har givet mig adressen, for Rav Aages søn er hans nabo. Det første jeg ser til ravet, er de bon mots, der hænger på muren langs havegangen, de er skrevet med ravstykker. Havegangen fører op til museet, ravsliberiet, butikken og værkstedet og til gårdhaven.

Haven er en oase af blomster og vindstille, som den ligger klemt inde mellem husene, og den mand, der står og vander, er Bjarne Hansen. Rav Aages søn, der nu har overtaget museet. På et skilt over indgangsdøren står der Rav Museum & Værksted, og vi går indenfor.

Imens jeg ser mig omkring på museet, sidder Bjarne Hansen på det lille værksted, der er indrettet i det første rum, og sliber rav. Museet, der også er en butik, er så fyldt med ting lavet af rav, at jeg bliver helt paf. Udover smykkerne og de rå sten, er der alt, hvad man kan forestille sig i rav og endnu mere, man aldrig kunne finde på! Bl.a. er der en tro kopi af Rav Aages barndomshjem lavet af ravstykker. Der hænger også en fortælling om Rav Aages kamp for miljøet, der i 1996 førte til, at han fik Ridderkorset.

Bjarne spørger mig, om jeg er turist, og hvor jeg bor, og jeg fortæller ham om Det Rullende Havnearkiv. Han virker ret fortørnet over, at han ikke har hørt om os, og spørger mig hvorfor vi ikke har annonceret det. Jeg fortæller ham, at vi har været i TV. Både i TV Vest og i Landet Rundt, og at der har været skrevet om projektet i snart sagt alle de lokale dagblade. Men Bjarne har ikke hørt noget om os og projektet, og han siger, at det med TV og aviser går han ikke så meget op i om sommeren. Det kan jeg godt forstå med den have!

Jeg har ikke båndoptageren med, for det er ”fridag”, og jeg er som sagt på vej til kirken, men Bjarne er ikke Rav Aages søn for ingen- ting, han har nogle meget klare meninger og er ikke bange for at komme med dem. Han fortæller den samme triste historie, som vi har hørt fra andre i Thyborøn (og i alle de havne, vi har besøgt): At der før var omkring 270 kuttere i Thyborøn, og at der da vi gik ind i EF i 1972 ikke var den store forandring i de første ti år. ”Men så tog de fat”, sig Bjarne. ”Ministrene svigtede befolkningen og i særdeleshed fisk- erne, og vi fik aldrig en forklaring. Mange fiskere gik fallit, familier blev opløst, og alt krakelerede.” Bjarne er oprørt og skarp i mælet, og jeg forstår ham så godt. Jeg køber noget rav, og så går jeg ud for at se den nye kirke.