Thyborøn Havn

Fortællinger – lyd og skrift

#1

Alice Gregersen, der er datter af en fisker, hvis bedstefar var ved redningstjenesten og hvis afdøde mand var ved kystsikringen, fortæller om Thyborøn Havn, da hun var barn og ung. Om at bygge huler af fiskekasser, om spillemænd og halballer, om dengang der var fiskeauktion i ”æ røe hal”, og om at sidde og lytte til radioen på Kutterbølger for at høre, hvordan det gik hendes far på havet.

#2

Fyvsie står med et stykke snor der hænger ned i havnebassinet ikke langt fra vores campingvogn. Han er i gang med at måle vandets temperatur. Fjordside er navnet, som på vestjysk bliver til Fyvsie. Fyvsie har haft ismejeri på havnen i mange år, og er en frisk mand på 83 år, der klarer sig selv, for som han siger: ”Når nu man løber en halv maraton flere gange om ugen, kan man jo ikke tillade sig at gå til kommunen efter hjælp”.

#3 Fyvsie fortsat

Fyvsie fortæller om et besøg af Jan Gintberg og om færgen, slusen og den store demonstration med en flåde af kuttere til København i 1946.

#4 Fiskestuen på Jernkysten

Vi er på besøg i Fiskestuen, hvor de gamle fiskere mødes dagligt. Vi hører om livet på Jernkysten, som Vestkysten også kaldes; man skulle ud at tjene lige efter konfirmationen – og der var stort set ikke var andre muligheder end at blive fisker. Også i Thyborøn er sælerne ikke sky og gerne på rov: ”De kigger nærmest ind a’ æ’ dør i Fiskestuen” – ”De kan filetere en laks finere, end du selv kan gøre med en kniv!”.

#5 & #6 Om livet ombord på kutterne og søsyge

Om foråret var havnen fuld af fiskere, der kom fra østkyst- og limfjordshavnene til Thyborøn for at fiske, vi hører om forholdene på fiskekutterne før og nu. Om søsyge; Mads fortæller om en gang hvor han trillede rundt på dækket og sagde: ”A’ æ’ så syg – du kan godt smid’ mæ’ u’ ”(overbord). En anden håbefuld fisker måtte efter 3 år med søsyge opgive og i stedet gå i smedelære. Vi slutter af i den friske luft udenfor fiskestuen…

#7 Om danske fiskere der blev taget af englænderne under krigen

Tilbage i Fiskestuen: Mads har en god hukommelse og husker hvordan, han som 5-årig stod på havnen med sin mor og så den store demonstrationsflåde sejle af sted til København i 1946. Fortæller spændende historier om danske fiskere, der blev taget af englænderne under 2. verdenskrig, hvor englænderne sprængte deres kuttere i stykker og bragte fiskerne med til England, hvor de blev indrulleret i den engelske marine.

#8 Om overisninger, bjærgninger – og smuglercognac

Dagen efter kommer Mads på besøg ved campingvognen med sin mors scrapbog med avisudklip o.a. Fortæller om at være med til at bjærge en fiskekutter i brand – og der følger flere dramatiske historier bl.a. om farlige overisninger og en stor gaseksplosion ombord på deres kutter ude i Kattegat – der resulterer i at kutteren synker. Flere folk slutter sig til, bl.a. Mads’ granfætter Peder Laursen der kommer for at bede om ”syndsforladelse”; han fortæller nogle festlige historier, om fx en heltedåd med et pindsvin i vodbinderiet – og en anden om smuglercognac.

#9 Kutteren blev lukket op som en sildedåse ved gaseksplosionen

– og Mads fortæller om hvordan de kort efter står i en redningsflåde med hul i bunden.

#10 En tragisk ulykke

Vi får her den bevægende beretning om den tragiske ulykke, hvor deres kutter bliver klippet over af et finsk fragtskib – og Mads’ bror og et 3. besætningsmedlem omkommer. Mads ser sin bror gå ned, men bliver selv samlet op af fragtskibet, der har sejlet dem ned. Mads vil selvfølgelig gerne i land og hjem til sin familie, men fragtskibet vil ikke sætte ham af igen – de vil derimod tage ham med helt til Finland – for at spare tid og penge! Først i Skagen lykkes det folkene på land at stoppe fragtskibet, og at få Mads hentet hjem i en lodsbåd.

#11 Redningsskibet Vestkysten

Christian Winkel Olesen er tidligere smed og har arbejdet 27 år ombord på redningsskibet. Der var døgnvagt og besætningen havde 15 dage ombord på skibet og 15 dage i land. Christian fortæller her om livet på redningsskibet Vestkysten, der sejlede ud – også selvom det på forhånd synes håbløst.

#12 Christian Winkel Olesen:Thyborøn under besættelsen

Der boede ca. 800 tyskere i Thyborøn under besættelsen – og med et befolkningstal på ca. 1.800 fyldte besættelsen og tyskerne meget i byen. Historien om Christians familie der var engageret i modstands-bevægelsen i Thyborøn, var et glemt kapitel, som nu er nedskrevet, og udgivet i lokalarkivets årsskrift i 2013, den omhandler bl.a. våbentransport med kuttere og kan læses under Andet godt fra havnen, Thyborøn.

#13 & #14 En ung havn

Christian arbejder som frivillig på lokalarkivet, og svarer her på spørgsmålet om, hvorfor Thyborøn er så forholdsvis en ung havn? Tidligere foregik fiskeriet kun fra kysten, og der boede ingen folk helt herude, så først da kanalen blev åbnet, begyndte man at etablere en rigtig havn – og by. Sømands-hjemmet var noget af det første der blev bygget.

#15 Indre Mission

Her fortælles om spiritusforbud, og om at holde bryllupsfest på sømandshjemmet med saft, om manglende bevillinger – og ølbilen der kom en gang om ugen. Om en kongelig bevilling i Harboøre, der lå ubrugt, låst inde i et pengeskab – om brødremenigheden, dueflaget, Indre Mission og respekt – men også eksempler på dobbeltmoral.

#16

Anton Lyng er 91 år. Han har været gift i 62 år, været fisker i 18 og olieforhandler på havnen i Thyborøn i 40 år. Anton kommer stadig dagligt på havnen, hvor han vender verdenssituationen med de andre fiskere i Fiskestuen. Anton fortæller om at lande fisk i England, om at være i søværnet under 2. verdenskrig og sejle minestryger – og om de forsvundne helligdage.

#17 Peder Pedersen har arbejdetpå havnen hele sit liv

Han bor nu i Harboøre, fordi han blev gift med en kvinde derfra, men han er barnefødt i Thyborøn. PP fortæller om Thyborøn under krigen, om de fiskere der sejlede våben fra England til den modstandsgruppe, der var i Thyborøn. PP fortæller også om sit arbejde på samlefabrikken og på fiskemelsfabrikken. Om at fiske med krog og snorrevod og om sin onkel, der var hajfisker. Vi hører om anlæggelsen af Thyborøn havn og by for omkring 100 år siden – og om høfdebyggeriet og stenfiskerne.

#18 Konnossementer, russere og vodka

En tidligere fisker, hvis forældre havde pensionatet ved havnen i Thyborøn, fortæller om at lande fiskene i England, fordi der ikke var afsætning i Danmark lige efter krigen. Og om at holde op som fisker pga. ”kvote-sygen” og sælge sin kutter til Grønland.

Fortællinger på skrift

Sofie Pedersen, Pernille Lund og deres veninder Mia & Lykke fortæller

Skrevet af Anne Grethe
Interviewet foregik i Thyborøn den 16.07.2013

Jeg møder Sofie, Pernille, Mia og Lykke udenfor campingvognen, og de spørger nysgerrigt ind til, hvad vi laver, og hvor vi har været henne. Pigerne er mellem 8 og 12 år. Den enes far er fisker på en trawler, så er der et par, hvis far eller papfar har været fiskere, men som nu er holdt op og arbejder på Vestas eller med losning af skibene. Jeg spørger dem, hvordan det er at have en far, der er fisker. Og jeg kan forstå, at det både er godt og skidt. Godt fordi han tjente mange penge til familien og havde gaver med hjem, når han havde været længe væk. Nu får de ikke nyt tøj og slik, fordi han har været på arbejde. Den ene fortæller, at hendes lillesøster Nadja troede, hendes far fiskede guldkarameller, for sådan nogle havde han altid med hjem, når han havde været ude. ”Kan du ikke fange nogle guldkarameller til mig”, sagde hun. Og så måtte han forklare, at det var fisk han fangede. Og skidt, fordi de savnede ham, når han nogle gange var væk i over en måned. Og selvom han ringede hjem om aftenen, var det ikke som at have ham hjemme. De kunne også blive bange, hvis det stormede, for så tænkte de på, hvordan det gik derude på havet.

Jeg spørger pigerne, om de selv har lyst til at tage ud og fiske, når de bliver ældre, og der lyder et samstemmende og rungende ”NEJ!” De er glade for at bo i Thyborøn og fortæller mig, at det er særlig godt, når der er Fiskedag i august. Så er der aktiviteter i hallen, og der er mad og øl, og nogle af de voksne drikker sig fulde. Og der er kuglebassin og forhindringsspil, og man kan komme med fiskeriefterskolen ud og sejle, hvis man har lyst. Adspurgt om de vil blive boende i Thyborøn, når de bliver voksne, er meningerne delte. Den ene siger klart ja, en anden meget fornuftigt at det kan hun ikke svare på, og den tredje er næsten sikker på, at hun flytter til en større by.

Lille Gangster

Skrevet af Anne Grethe efter noter fra Thyborøn den 16.07.2013

Hun kommer forbi med sin kæreste. De er ude at gå aftentur langs kajerne på Thyborøn Havn, og jeg er (lidt forsinket) ved at skrælle kartofler. Parret spørger nysgerrigt ind til vores projekt og til, hvad vi har set i Thyborøn og omegn. Som sædvanligt må jeg svare, at vi ikke rigtig når at se hverken seværdigheder eller land- skaber, fordi vi kun har to dage hvert sted, og i de to dage har vi altid besøg af folk, der vil høre, hvad vi laver eller give deres bidrag til havnefortællingerne. Hun spørger, om jeg heller ikke har været i kirken. Det må jeg sige nej til, men det er ikke første gang, jeg har fået det spørgsmål. Folk i Thyborøn er méget stolte af deres nye kirke. Og det er lige meget, om vi snakker med missionsfolkene (der har deres eget skib hængt op i kirken, så i Thyborøn kirke er der to kirkeskibe), med de almindeligt folkekirkekristne eller med folk, der slet ikke bekender sig til kristendommen. Spørgsmålet er det samme: Har du set vores nye kirke?

Pigen fortæller mig, at hendes far bliver kaldt Gangster, selv bliver hun kaldt Lille Gangster. Det er Gangster, der har stået for byggeriet af kirken. Og imens det stod på, gik folk i byen rundt og sagde, at aldrig var Gangster kommet så meget i kirken. Til gengæld har han ikke været der siden indvielsen, fortæller hun. Han syntes, han har været nok i kirke for lange tider.

I morgen har vi en fridag, og jeg er alene i camping- vognen. Inden Lille Gangster og hendes kæreste går, lover jeg dem, at jeg vil gå ud og se den nye kirke i morgen. Det er gået op for mig, at den SKAL man se, når man er i Thyborøn.

Ravåges søn

Skrevet af Anne Grethe 18.07.2013

På vej ud for at besøge den meget omtalte nye kirke, går jeg forbi Ravmuseet. Anton Lynge har givet mig adressen, for Rav Aages søn er hans nabo. Det første jeg ser til ravet, er de bon mots, der hænger på muren langs havegangen, de er skrevet med ravstykker. Havegangen fører op til museet, ravsliberiet, butikken og værkstedet og til gårdhaven.

Haven er en oase af blomster og vindstille, som den ligger klemt inde mellem husene, og den mand, der står og vander, er Bjarne Hansen. Rav Aages søn, der nu har overtaget museet. På et skilt over indgangsdøren står der Rav Museum & Værksted, og vi går indenfor.

Imens jeg ser mig omkring på museet, sidder Bjarne Hansen på det lille værksted, der er indrettet i det første rum, og sliber rav. Museet, der også er en butik, er så fyldt med ting lavet af rav, at jeg bliver helt paf. Udover smykkerne og de rå sten, er der alt, hvad man kan forestille sig i rav og endnu mere, man aldrig kunne finde på! Bl.a. er der en tro kopi af Rav Aages barndomshjem lavet af ravstykker. Der hænger også en fortælling om Rav Aages kamp for miljøet, der i 1996 førte til, at han fik Ridderkorset.

Bjarne spørger mig, om jeg er turist, og hvor jeg bor, og jeg fortæller ham om Det Rullende Havnearkiv. Han virker ret fortørnet over, at han ikke har hørt om os, og spørger mig hvorfor vi ikke har annonceret det. Jeg fortæller ham, at vi har været i TV. Både i TV Vest og i Landet Rundt, og at der har været skrevet om projektet i snart sagt alle de lokale dagblade. Men Bjarne har ikke hørt noget om os og projektet, og han siger, at det med TV og aviser går han ikke så meget op i om sommeren. Det kan jeg godt forstå med den have!

Jeg har ikke båndoptageren med, for det er ”fridag”, og jeg er som sagt på vej til kirken, men Bjarne er ikke Rav Aages søn for ingen- ting, han har nogle meget klare meninger og er ikke bange for at komme med dem. Han fortæller den samme triste historie, som vi har hørt fra andre i Thyborøn (og i alle de havne, vi har besøgt): At der før var omkring 270 kuttere i Thyborøn, og at der da vi gik ind i EF i 1972 ikke var den store forandring i de første ti år. ”Men så tog de fat”, sig Bjarne. ”Ministrene svigtede befolkningen og i særdeleshed fisk- erne, og vi fik aldrig en forklaring. Mange fiskere gik fallit, familier blev opløst, og alt krakelerede.” Bjarne er oprørt og skarp i mælet, og jeg forstår ham så godt. Jeg køber noget rav, og så går jeg ud for at se den nye kirke.

Kontakt
detrullendehavnearkiv@gmail.com

Med støtte fra